søndag den 30. november 2008

Dét så I ikke i medierne:

Jeg kan ikke forklare hvorfor, men en indisk mand med turban, som begejstret klapper i takt til Jethro Tull hvis forsanger hopper rundt med en tværfløjte på scenen, er et spøjst syn. Og i aftes var der mange af slagsen dér hvor vi befandt os - til koncert med Jethro Tull og Anoushka Shankar (Ravis datter) i Delhi. Bortset fra at den engelske forsanger havde en ambitus på tre toner var det en dejlig koncert med et godt miks af 60er-rock og citar. Anoushka kan anbefales til de, som endnu ikke kender hende!
De sidste dage har vi dalret rundt i Delhi og brugt penge. Inden da nød vi kolde, men dejlige, Darjeeling (hvor man på gode dage kunne se sneklædte Himalaya-bjerge og hvor man ellers kunne nyde en kop the i solen), Varanasi (hvor hinduerne brænder de døde af ved bredden af Ganges) og Agra (hvor vi så smuk arkitektur til den store guldmedalje). Se billeder nedenfor!
I den første uge af december tager vi i ashram (et slags kloster) hvor vi skal dyrke yoga (Andreas har investeret i et sæt tætsiddende undertøj med lange ærmer og ben til formålet- jeg lover, der kommer billeder her på siden senere), meditere, være musestille indtil frokost (en stor udfordring for folk som ikke kan holde deres kæft - fx Cecil), gå ture i den smukke natur og spise vegetarmad. Måske lyder det for nogen lige lovligt frelst - og ja, det er det også. Men vi glæder os til at være et sted hvor andre har bestemt, hvad vi skal lave, hvad vi skal spise og hvornår vi gør hvad, og vi glæder os til natur, ro og sådan. Beatles var i øvrigt også i ashram i selvsamme by, og da vi ynder at følge i de kendtes fodspor (jf fx da vi besøgte synagogen i Mumbai, hvor Madonna var i januar) skal det nok blive en succes.
For os er jul temmelig langt væk. I Indien har de øjensynligt glemt højtiden, ikke så meget som en bette nisse er stillet frem, men til gengæld har Andreas downloadet 200 julesange, som vi kan hygge med. Lige nu hører vi en jordegern-udgave af "Christmas don't be late" og Andreas sidder i underbukser og smiler saligt.
Vores rejse lakker mod enden - og vi kunne sagtens have brugt et par måneder til! Hver dag bliver vi bevidste om nye ting, vi gerne vil opleve, ting vi gerne vil undersøge nærmere. Vi nyder de sidste uger i fulde drag.

Ingen kommentarer: