Tilbage i DK - for en kort stund

Efter tre dage hos Cecils gamle penneveninde i Amritsar, hvor vi deltog i flere fantastiske bryllupper, en uge i Goa hvor Cecil lærte at køre på scooter med Andreas bagpå (hvorefter vi tog på eventyr!) og en enkelt dag i Delhi fandt vi pludselig os selv siddende i et overfyldt IC3-tog med salte fisk i mundvigen. Vi var tilbage i Danmark, hvad enten vi ville det eller ej. Knapt så eksotisk som Indien men næsten lige så kaotisk (i hvert fald på hovedbanegården). Andreas fik hurtigt nok og smuttede med sin mor til Canada, hvor de fejrer jul med søster Elisabeth og familie i Toronto. Cecil springer på Canada-toget inden nytår, og i januar rejser vi til Montreal og New York inden den danske hverdag for alvor starter i februar.

Rigtig god jul til alle - og godt nytår!

Ashram - en tur vaek fra kaos Indien

Klokken er 530 om morgenen og gongongen lyder for foerste gang. Cecil og jeg ligger og klamrer os til hinanden i et tappert forsoeg paa at faa temperaturen under uldtaepperne til at stige, bare et par grader!. Udenfor buldrer indiens helligste flod Ganges (med et stoej man ville hade hvis den kom fra en motorvej) og fem i minutter i seks, lykkes det med stor viljestyrke at kaempe sig ud i det kolde rum og iklaede sig diverse bluser, lange underhylere, toerklaede og alskens beklaedning for at kunne holde varmen de naeste tre timer indtil solen igen skal varme vores kroppe. Foran os venter en halv time silence meditation (det lykkedes ikke for hverken cecil eller mig, at faa vores hjerne til at holde kaeft denne halve time), naese saltvandsskylning, aandedraetsoevelser (sikker mange danske vokaler i et ord), mantra syngning, to timer yoga og saa endelig - som en velfortjent beloenning, morgenmad efter tre timers strabadser.. Saadan gik hver eneste nat/morgen indtil kl 9 i vores ashram Pool Shanti. Vi havde en regel der hed at man ikke maatte snakke (udover at synge mantras) indtil efter middag (kl 13), saa naar vi gik tur, naar vi spiste osv. saa foregik alt i tavshed. Ideen var at man skulle smage, sanse og nyde maden, lugte, syne og foele naturen osv. Mig og cecil broed regelen daglig (men kun i smug), men der er alligevel en speciel foelese over at gaa rundt i den smukkeste natur, sammen med 13 andre stille mennesker, fra hele verden. Men efter kl 13 gik folk ganske enkelt i snakke-mode. Alle de tanker man havde ophobet i loebet af dagen skulle deles + en masse spaendende beretninger fra nogle spaendende og dejlige mennesker, der blandt andet arbejdede med HIV i Tanzania, arbejdede for NGO organisation i Afghanistan og folk af samme kaliber. Virkelig en stor omgang overskud mennesker, men de fleste med enten en spirituel eller yogabaseret tilgang til verden.
Eftermiddagen blev ligeledes brugt paa yoga og meditation, men ogsaa brugt sammen med en amerikaner der havde iklaedt sig 50 cm. skaeg og en heftig turban i allerbedste Shik tradition. Han proevede at forklare os filosifierne i Bhagavad Gita (en meget beroemt filosofisk oldgammel bog) og andet spirituel filosofi og selvom han ikke var den mest velformulerede guru jeg har moedt (jeg har moedt ganske faa), saa kom der alligevel mange interesante tanker paa bordet.
Lige for et par timer siden er vi kommet tilbage til civilisationen og det er ganske haardt at vende tilbage til larm, indere der vil saelge ting, dyttende biler m.m..Men vi glaeder os til den sidste del af eventyret der skal foregaa i Amritsar (stedet hvor alle gaar med turban) og Goa (=strand). Og saa er det sgu ogsaa lidt dejligt at vaere kommet tilbage til syndes hule med alverdens fristelser og mulighed for oel, fed mad og dovne morgener!

Dét så I ikke i medierne:

Jeg kan ikke forklare hvorfor, men en indisk mand med turban, som begejstret klapper i takt til Jethro Tull hvis forsanger hopper rundt med en tværfløjte på scenen, er et spøjst syn. Og i aftes var der mange af slagsen dér hvor vi befandt os - til koncert med Jethro Tull og Anoushka Shankar (Ravis datter) i Delhi. Bortset fra at den engelske forsanger havde en ambitus på tre toner var det en dejlig koncert med et godt miks af 60er-rock og citar. Anoushka kan anbefales til de, som endnu ikke kender hende!
De sidste dage har vi dalret rundt i Delhi og brugt penge. Inden da nød vi kolde, men dejlige, Darjeeling (hvor man på gode dage kunne se sneklædte Himalaya-bjerge og hvor man ellers kunne nyde en kop the i solen), Varanasi (hvor hinduerne brænder de døde af ved bredden af Ganges) og Agra (hvor vi så smuk arkitektur til den store guldmedalje). Se billeder nedenfor!
I den første uge af december tager vi i ashram (et slags kloster) hvor vi skal dyrke yoga (Andreas har investeret i et sæt tætsiddende undertøj med lange ærmer og ben til formålet- jeg lover, der kommer billeder her på siden senere), meditere, være musestille indtil frokost (en stor udfordring for folk som ikke kan holde deres kæft - fx Cecil), gå ture i den smukke natur og spise vegetarmad. Måske lyder det for nogen lige lovligt frelst - og ja, det er det også. Men vi glæder os til at være et sted hvor andre har bestemt, hvad vi skal lave, hvad vi skal spise og hvornår vi gør hvad, og vi glæder os til natur, ro og sådan. Beatles var i øvrigt også i ashram i selvsamme by, og da vi ynder at følge i de kendtes fodspor (jf fx da vi besøgte synagogen i Mumbai, hvor Madonna var i januar) skal det nok blive en succes.
For os er jul temmelig langt væk. I Indien har de øjensynligt glemt højtiden, ikke så meget som en bette nisse er stillet frem, men til gengæld har Andreas downloadet 200 julesange, som vi kan hygge med. Lige nu hører vi en jordegern-udgave af "Christmas don't be late" og Andreas sidder i underbukser og smiler saligt.
Vores rejse lakker mod enden - og vi kunne sagtens have brugt et par måneder til! Hver dag bliver vi bevidste om nye ting, vi gerne vil opleve, ting vi gerne vil undersøge nærmere. Vi nyder de sidste uger i fulde drag.

Darjeeling, Varanasi og Agra

... Andamanerne var slet ikke så ringe!

Vi nød hver eneste dråbe turkist havvand.
Og nu er vi i Calcutta, hvor vi overvejer hvad vi skal gøre med den sidste måned i Indien. Der er så meget, vi gerne vil - og det er svært at prioritere. Men det vigtigste er at vi har det rigtig dejligt og nyder alting.

Til lands, til vands og i luften - billeder kommer en anden dag

Til lands
I Kovalam skrev Cecil opgave med Ane som sparringspartner i naboværelset.

(Her skal stå noget Andreas forfatter på et tidspunkt. Noget om at han hyggede sig med fodbold med landsbydrengene og var i zoo)

For Cecil var højdepunktet (udover de akademiske højdepunkter!!) et menukort, som bl.a. bød på ’Bloody Merry’, ’Night Cap’ og ikke mindst ’Green Peace Curry’!


Til vands
”Det er med indenbordsmotor, så den forurener ikke”, sagde manden som solgte os et døgn på husbåd i Indiens lille sydvest-stat, Kerala. ”Fint”, tænkte vi, for alle ved jo at sådanne motorer er yderst miljøvenlige, og hvem vil ikke gerne ’gøre det grønt’?!
Næste morgen gik vi ombord på det sivskib som det næste døgn skulle være vores hjem. Flodsystemer med åkander og palmer åbenbarede sig for os, og vi blot sad og nød og spiste den mad som blev serveret for os. Hele to gange flottede vi os og gav en flodlandsbymand nogle rupees for at sejle os rundt i en kano i de små kanaler, så vi kunne se på landsbyliv og nyde både aftenlys og morgenlys i blikstille, spejlklart vand. En meget smuk oplevelse var det.
Indien overrasker altid på den ene eller den anden måde, men denne gang var det blot en detalje, som vi godt kunne leve med: Boblevandet, som andreas havde købt i anledning af vores halvandenårsdag (som man jo fejrer i vores unge alder), var uden bobler og smagte en kende mærkeligt, så vi måtte bare nyde stjernerne – og det var bestemt heller ikke ringe. Med bevidstheden om at vi ydermere bidrog til Indiens kamp for et renere miljø ved at vælge indenbordsmotor-båd kunne vi tilfredse læne os tilbage og smile. For alle ved jo at inderne gør hvad de kan for at lokke lidt ekstra penge ud af et par stenrige danske studerende.


I luften
Med igler snoende sig ind og ud af vores løbesko og sved dryppende fra panden kæmpede vi os igennem den tætte jungle. Guiden, som mest af alt lignede en guerilla-soldat, banede vejen gennem kæmpebambus og andet grønt og stirrede vredt (og skuffet) på os, når vi kom til at larme ved fx at knække en gren eller sige ’fuck’ når vi (Cecil) var ved at falde. Sommetider standsede guiden op, stod helt stille, lyttede... Og vi stod med bankende hjerter og forventede en tiger lige om hjørnet. Sådan blev vi ved i fire timer – og tigeren kom aldrig. Heller ikke elefanten. Eller særligt mange andre dyr, for den sags skyld. Kun et par aber, tre egern (men dog meget store egern) og sindssygt mange igler mødte vi på vores vej. Heller ikke på jeep-safarien eller på bådturen var der dyr, som ville ses. Andreas, som dagligt har snakket om elepanter i et par måneder, var helt slået ud af den da vi kom hjem til vores hytte (som i øvrigt var en hule i et træ – dette legitimerer dette afsnits overskrift og dermed formen, som blogindlægget så snildt er proppet ind i). Heldigvis kunne kærlighed, kildevand og nogle fantastisk smukke, grønne the-plantager rette op på humøret.

Vi smutter videre...

Efter 10 dejlige uger i Pondicherry drager vi nu ud i den store Indien-verden, og vi glæder os meget. Taskerne er pakket (med alt for meget lort) og snart sidder vi på den anden side af Indiens spids og hilser på Det Arabiske Hav. Om netmulighederne og tiden byder det kan man stadig følge vores færden her på siden!

Billeder fra pilgrimsvandring en tirsdag nat sammen med rigtig, rigtig mange indere, fra solrig weekend med Cecils far i Tranquebar, fra luksushotel i Chennai (da cecil fik nældefeber og skulle tjekkes på hospitalet! Andreas elskede hjemme-hygge-far-outfittet), og fra Andreas' børnehave, hvor børnene lavede show (læg især mærke til den søde blå dreng!)

I hate you... No... Oooh I love you!

Indien gør mig så ked af det. Jeg får ondt i hjertet når jeg sidder og spiser nudler og får øje på den forhutlede, hjemløse mand udenfor, som står og spiser det, han finder i skraldebunken på gaden. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg vil gerne gøre noget. Bestille noget mad til ham. Men jeg tør ikke, fordi jeg ikke ved, om restaurant-ejeren bliver sur, eller om den hjemløse reagerer på en måde, som jeg ikke kan håndtere. Jeg bliver så frygtelig ked af det, når jeg bliver konfronteret med min egen frygt som resulterer i, at jeg blot spiser mine nudler med dårlig smag i munden, går ud på gaden, forbi den hjemløse som stadig tygger på andres rester, og flygter ind i en ufarlig verden på vores værelse, hvor der er aircondition og internet.
Jeg bliver ked af det og voldsomt irriteret, når jeg ser en stor flok mænd på gaden, som søndag eftermiddag af een eller anden grund bliver vrede på hinanden og starter en slåskamp. Jeg står og tænker, at jeg ikke kan lide Indien. At der er alt for mange konflikter, som ødelægger alt for mange menneskers liv, og som er svære at se en ende på, fordi der er så mange komplekse strukturer i det indiske samfund, som holder live i konflikterne. Det gør mig frustreret, at en stor del af landets befolkning støtter det hindu-nationalistiske parti BJP og at de ikke kan forstå, at netop hindu-nationalisme skaber frustration blandt muslimerne, som føler sig udstødt af deres eget land. Og at dette kun fører til flere konflikter.
Jeg bliver trist, når Mama og Papa Rani, som ejer det hus, vi bor i, står lige udenfor vores dør og råber ad tjenestefolkene, som, i mine øjne, gør et rigtig godt stykke arbejde. Jeg vil så gerne give de søde vagtmænd og rengøringsdamen gaver når vi flytter herfra, men jeg ved ikke om jeg tør. Måske beskylder Mama Rani dem for at have stjålet, og det ville jeg have så svært ved at bære.
Jeg bliver helt tom indeni når jeg om aftenen cykler langs kanalen og ser de hundredvis af mennesker, som lever dér, i skidt og møg, med deres små børn og deres få ejendele. Jeg har så svært ved at forstå, at de er helt almindelige mennesker, for jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan det er at leve et sådant liv. Jeg forstår ikke, at man kan skabe en form for mening i sit liv (det er jo sommetider svært nok for os andre at se en forkromet mening med galskaben!), når vilkårene er som så. Jeg ville ønske, jeg forstod.

Men Indien gør mig også noget så glad. Jeg smiler over hele femøren når jeg laver ægte antropologisk deltagerobservation i den kaotiske trafik på min lilla damecykel. Det er et spørgsmål om lige dele afslapning og fokus. Man må under ingen omstændigheder blive nervøs og tvivlende, for de andre trafikanter regner ikke med at du stopper op eller holder tilbage – de giver plads, hvis man kører ud i krydset. Til gengæld skal man ikke regne med, at de andre giver tegn, når de vil dreje. Jeg er så småt ved at forstå logikken, og jeg synes det er ret sjovt. Ikke mindst er det dejligt at kunne bruge byen på en anden måde, fordi man kommer hurtigt rundt på egen hånd.
Jeg bliver også glad, når jeg kommer ind i en butik og ender med at sidde der i tre kvarter, fordi butiksindehaveren er snakkesalig. I sidste uge var vi et smut i Mamallapuram, hvor vi mødte flere unge mænd fra Kashmir, som har tøjbutikker i byen, og som hjertens gerne ville dele deres syn på verden med os. Og ville vi lige have en kop chai?
Jeg bliver så varm indeni når vores yogalærer Vibha fortæller om alt det, yoga er godt for, og om hvordan hun midt i sit livs største krise bliver glad af at dyrke yoga. Hun vil så gerne lære os en helt masse...og hun synger for os på sanskrit i slutningen af timen – så blødt og moderligt!
Jeg bliver smilende og glad når de fem ansatte i brillebutikken hjælper mig med at finde et par briller, som passer mig. Når de insisterer på, at jeg skal have noget ’fancy’ og slet ikke bliver frustrerede over at jeg prøver 230 par. Det er sikkert fordi de ved, at jeg har penge til at købe briller for, men jeg bilder mig ind, at de også bare synes det er hyggeligt.
Jeg bliver glad, når Andreas og jeg mødes om eftermiddagen og får kaffe og chai hos den lokale kaffe/the-sælger på gadehjørnet, som kan huske, hvad vi skal have.
Jeg bliver glad når regner pludselig vælter ned. Både når jeg sidder indenfor og lytter til vandet, som vælter ned udenfor, og endelig har en grund til at tage en langærmet bluse på, og når Andreas og jeg går ned ad den mørke gade med paraplyer og våde tæer som de eneste idioter, som gider vove sig udenfor i et sådant vejr!
Jeg bliver i ret godt humør af at tænke på, hvor meget inderne fejrer. Vi har været her i to en halv måned og har oplevet adskillige festivaler allerede. Der er altid en anledning til at iklæde sig sin fineste sari (eller måske endda købe en ny?), putte blomster i håret, lege med fyrværkeri, spise, shoppe, mødes, feste. Lige nu er indbyggerne i Pondicherry (og resten af Indien, tænker jeg) i gang med forberedelserne til Diwali, lysfesten, som jeg ikke ved så meget om, men som jeg fornemmer minder lidt om jul. Mama og Papa Rani har bagt (eller – ansat mænd til at bage) flere tusinde kager, som de deler ud til venner og bekendte. Huset bugner af kage-bjerge! I byen er der fyldt med mennesker, som kigger på og køber ting, og overalt dufter der af en blanding af lort og lagkage. Jeg er fascineret over, at man kan holde gang i så mange fester, men måske er fejringerne netop med til at skabe mening i det, som sommetider kan virke noget så håbløst.

Til yderlighederne i Bombay

Denne weekend var vi på 4 dages ferie i Bombay sammen med Mille, som Cecil læser med i DK såvel som i Indien. Vi nåede utroligt meget: bl.a. museer, historiske bygninger, templer, en moske, en kirke, en synagoge (hvor Madonna i øvrigt var i januar!!), basaren, parker, isdesserter, butikker, restauranter og Elphanta Island (World Heritage templer). Det var rigtig hyggeligt og dejligt at komme på tur – og så fik vi lige præcis dét ud af den, som vi havde forventet: en oplevelse af Indiens uhyrlige kontraster.




Torsdag eftermiddag gik vi tur i een af Bombays finere bydele, Colaba. Vi var i butikker med ekstravagante sarier til flere tusinde kroner og listede rundt i Louis Vuitton og Fendi og Burburry-butikker og forsøgte at ligne nogle, som måske godt kunne finde på at købe noget (vores egen fornemmelse var at dette ikke lykkedes).

Fredag aften spiste vi på Indigo – een af Bombays bedste restauranter. Vi fik drinks, tre retter, rødvin og det hele – og gav tilsammen 700 kr. Til dato det højeste beløb, vi har brugt i Indien! Bagefter drak vi the på Taj Mahal Palace, som er et overdådigt hotel beliggende overfor Gateway to India – englændernes gamle monument. Theen kostede mere end 100 gange så meget som vi plejer at betale den rare mand på gadehjørnet, som laver kaffe og the til os herhjemme i Pondicherry.
Vi tilbragte tiden i al denne luksus med en vis ambivalens. Vi vidste jo godt, at der 20 meter henne ad gaden lå hjemløse børnefamilier, som endnu en aften skulle falde i søvn på fortovet. Det er ubeskriveligt svært at forholde sig til og eksistere i disse kontraster.

Søndag morgen tog vi med Reality Tours ud i Dharavi, som er Asiens største slum. 55% af Bombays indbyggere, dvs. op mod 10 mio. mennesker, bor i slummen, og vi tænkte derfor at det nok kunne være interessant at opleve en modsætning til byens pariser-agtige kvarterer. Vi så Bombays Red Light Area, hvor 8000 ud af byens 60.000 prostituerede holder til. Vi så et kæmpemæssigt tøjvaske-sted, hvor flere tusinde mennesker arbejder og pr håndkraft vasker tøj fra morgen til aften. Og så var vi inde i slummen.
Her er genbrugsvirksomhed, hvor plastic og metaldåser bliver smeltet om, så alting ikke havner i gaderne, på markerne, i havet (selvom det sagtens kunne opleves som om alle ting bliver smidt her). Fin idé, tænker man, men når man står midt i plasticdampene i eet af de små huse, hvor fabrikationen foregår, kan man godt blive i tvivl om, hvorvidt det skal foretrækkes at så meget som muligt genbruges...
Vi gik videre ind i slummen. Det føles som at være i en underjordisk verden, hvor livet leves i mørke, lugt og fugtig hede. Gaderne var under en meter brede, halvdelen af dem var åben kloak, overalt lå skrald, el-ledningerne hang lige over hovedet på os, dagslyset nåede ikke jorden men kunne fornemmes langt over os.
Det var en kæmpe lettelse at komme ud i lys og luft, men glæden var kort: vi befandt os på en stor plads fyldt med skrald. Små børn legede her og brugte pladsen som toilet. Lugten fra skrald og de voksnes offentlige toilet (som bruges af 1500 mennesker dagligt) var overvældende.
Der var også mere rare og lyse områder i slummen og nogle steder virkede livet helt tilforladeligt. Vores guide mente dog, at størstedelen af indbyggerne ville flytte væk, hvis de fik muligheden.

Da vi kom tilbage gik vi på Mc Donalds.

Blod

Hvis du vil ha folks opmærksomhed så kræver det sensationer. Ikke små hyggelige historier om søde inder børn, restaurantbesøg, historier om flotte ture i bjerge eller lignende. Næ, for at fange ungdommen kræver det sgu historier om øl, fisse og hornmusik eller som det bliver tilfældet i denne første blog skrevet af Andreas, aktionhistorier om blod, sved og tårer:

Blod (eller historien om et hundebid): Smerten flyver op igennem kroppen, imens blodet pibler ned af benet og blander sig med dagsgammelt snavs og pis (dsv. små beskidte partikler opsamlet igennem min evindelige vandring igennem Pondicherrys gader)
Hunden løsner langsomt sine sylespidse tænder fra lægmusklen og løber tilfreds væk, imens savlet dinglende danner tråde imellem tænderne.
Nu er jeg officielt blevet indviet i de vanvittiges klub - rabies klubben. Humpende på det ene ben, kæmper jeg for at praje en taxi og dermed nå ud på hospitalet inden rabiesvirussen begynde at angribe og ødelægge hjernevævet. Jeg kæmper desperat for at undertrykke et skrig, imens de sensoriske nervefibre overfører tusinder af nerveimpulser, som totalt optager hele min opmærksomhed.

Men alt smerte har en ende. Efter et par dages humpen og hinken er jeg fuldstændig mobil og glad igen. Nu er de eneste sår der mangler at hele, de voldsomme ar på sjælen!!

OBS: Billederne er ikke helt autentiske, men de gør da historien endnu mere dramatisk!