Tilbage i DK - for en kort stund

Efter tre dage hos Cecils gamle penneveninde i Amritsar, hvor vi deltog i flere fantastiske bryllupper, en uge i Goa hvor Cecil lærte at køre på scooter med Andreas bagpå (hvorefter vi tog på eventyr!) og en enkelt dag i Delhi fandt vi pludselig os selv siddende i et overfyldt IC3-tog med salte fisk i mundvigen. Vi var tilbage i Danmark, hvad enten vi ville det eller ej. Knapt så eksotisk som Indien men næsten lige så kaotisk (i hvert fald på hovedbanegården). Andreas fik hurtigt nok og smuttede med sin mor til Canada, hvor de fejrer jul med søster Elisabeth og familie i Toronto. Cecil springer på Canada-toget inden nytår, og i januar rejser vi til Montreal og New York inden den danske hverdag for alvor starter i februar.

Rigtig god jul til alle - og godt nytår!

Ashram - en tur vaek fra kaos Indien

Klokken er 530 om morgenen og gongongen lyder for foerste gang. Cecil og jeg ligger og klamrer os til hinanden i et tappert forsoeg paa at faa temperaturen under uldtaepperne til at stige, bare et par grader!. Udenfor buldrer indiens helligste flod Ganges (med et stoej man ville hade hvis den kom fra en motorvej) og fem i minutter i seks, lykkes det med stor viljestyrke at kaempe sig ud i det kolde rum og iklaede sig diverse bluser, lange underhylere, toerklaede og alskens beklaedning for at kunne holde varmen de naeste tre timer indtil solen igen skal varme vores kroppe. Foran os venter en halv time silence meditation (det lykkedes ikke for hverken cecil eller mig, at faa vores hjerne til at holde kaeft denne halve time), naese saltvandsskylning, aandedraetsoevelser (sikker mange danske vokaler i et ord), mantra syngning, to timer yoga og saa endelig - som en velfortjent beloenning, morgenmad efter tre timers strabadser.. Saadan gik hver eneste nat/morgen indtil kl 9 i vores ashram Pool Shanti. Vi havde en regel der hed at man ikke maatte snakke (udover at synge mantras) indtil efter middag (kl 13), saa naar vi gik tur, naar vi spiste osv. saa foregik alt i tavshed. Ideen var at man skulle smage, sanse og nyde maden, lugte, syne og foele naturen osv. Mig og cecil broed regelen daglig (men kun i smug), men der er alligevel en speciel foelese over at gaa rundt i den smukkeste natur, sammen med 13 andre stille mennesker, fra hele verden. Men efter kl 13 gik folk ganske enkelt i snakke-mode. Alle de tanker man havde ophobet i loebet af dagen skulle deles + en masse spaendende beretninger fra nogle spaendende og dejlige mennesker, der blandt andet arbejdede med HIV i Tanzania, arbejdede for NGO organisation i Afghanistan og folk af samme kaliber. Virkelig en stor omgang overskud mennesker, men de fleste med enten en spirituel eller yogabaseret tilgang til verden.
Eftermiddagen blev ligeledes brugt paa yoga og meditation, men ogsaa brugt sammen med en amerikaner der havde iklaedt sig 50 cm. skaeg og en heftig turban i allerbedste Shik tradition. Han proevede at forklare os filosifierne i Bhagavad Gita (en meget beroemt filosofisk oldgammel bog) og andet spirituel filosofi og selvom han ikke var den mest velformulerede guru jeg har moedt (jeg har moedt ganske faa), saa kom der alligevel mange interesante tanker paa bordet.
Lige for et par timer siden er vi kommet tilbage til civilisationen og det er ganske haardt at vende tilbage til larm, indere der vil saelge ting, dyttende biler m.m..Men vi glaeder os til den sidste del af eventyret der skal foregaa i Amritsar (stedet hvor alle gaar med turban) og Goa (=strand). Og saa er det sgu ogsaa lidt dejligt at vaere kommet tilbage til syndes hule med alverdens fristelser og mulighed for oel, fed mad og dovne morgener!

Dét så I ikke i medierne:

Jeg kan ikke forklare hvorfor, men en indisk mand med turban, som begejstret klapper i takt til Jethro Tull hvis forsanger hopper rundt med en tværfløjte på scenen, er et spøjst syn. Og i aftes var der mange af slagsen dér hvor vi befandt os - til koncert med Jethro Tull og Anoushka Shankar (Ravis datter) i Delhi. Bortset fra at den engelske forsanger havde en ambitus på tre toner var det en dejlig koncert med et godt miks af 60er-rock og citar. Anoushka kan anbefales til de, som endnu ikke kender hende!
De sidste dage har vi dalret rundt i Delhi og brugt penge. Inden da nød vi kolde, men dejlige, Darjeeling (hvor man på gode dage kunne se sneklædte Himalaya-bjerge og hvor man ellers kunne nyde en kop the i solen), Varanasi (hvor hinduerne brænder de døde af ved bredden af Ganges) og Agra (hvor vi så smuk arkitektur til den store guldmedalje). Se billeder nedenfor!
I den første uge af december tager vi i ashram (et slags kloster) hvor vi skal dyrke yoga (Andreas har investeret i et sæt tætsiddende undertøj med lange ærmer og ben til formålet- jeg lover, der kommer billeder her på siden senere), meditere, være musestille indtil frokost (en stor udfordring for folk som ikke kan holde deres kæft - fx Cecil), gå ture i den smukke natur og spise vegetarmad. Måske lyder det for nogen lige lovligt frelst - og ja, det er det også. Men vi glæder os til at være et sted hvor andre har bestemt, hvad vi skal lave, hvad vi skal spise og hvornår vi gør hvad, og vi glæder os til natur, ro og sådan. Beatles var i øvrigt også i ashram i selvsamme by, og da vi ynder at følge i de kendtes fodspor (jf fx da vi besøgte synagogen i Mumbai, hvor Madonna var i januar) skal det nok blive en succes.
For os er jul temmelig langt væk. I Indien har de øjensynligt glemt højtiden, ikke så meget som en bette nisse er stillet frem, men til gengæld har Andreas downloadet 200 julesange, som vi kan hygge med. Lige nu hører vi en jordegern-udgave af "Christmas don't be late" og Andreas sidder i underbukser og smiler saligt.
Vores rejse lakker mod enden - og vi kunne sagtens have brugt et par måneder til! Hver dag bliver vi bevidste om nye ting, vi gerne vil opleve, ting vi gerne vil undersøge nærmere. Vi nyder de sidste uger i fulde drag.

Darjeeling, Varanasi og Agra

... Andamanerne var slet ikke så ringe!

Vi nød hver eneste dråbe turkist havvand.
Og nu er vi i Calcutta, hvor vi overvejer hvad vi skal gøre med den sidste måned i Indien. Der er så meget, vi gerne vil - og det er svært at prioritere. Men det vigtigste er at vi har det rigtig dejligt og nyder alting.

Til lands, til vands og i luften - billeder kommer en anden dag

Til lands
I Kovalam skrev Cecil opgave med Ane som sparringspartner i naboværelset.

(Her skal stå noget Andreas forfatter på et tidspunkt. Noget om at han hyggede sig med fodbold med landsbydrengene og var i zoo)

For Cecil var højdepunktet (udover de akademiske højdepunkter!!) et menukort, som bl.a. bød på ’Bloody Merry’, ’Night Cap’ og ikke mindst ’Green Peace Curry’!


Til vands
”Det er med indenbordsmotor, så den forurener ikke”, sagde manden som solgte os et døgn på husbåd i Indiens lille sydvest-stat, Kerala. ”Fint”, tænkte vi, for alle ved jo at sådanne motorer er yderst miljøvenlige, og hvem vil ikke gerne ’gøre det grønt’?!
Næste morgen gik vi ombord på det sivskib som det næste døgn skulle være vores hjem. Flodsystemer med åkander og palmer åbenbarede sig for os, og vi blot sad og nød og spiste den mad som blev serveret for os. Hele to gange flottede vi os og gav en flodlandsbymand nogle rupees for at sejle os rundt i en kano i de små kanaler, så vi kunne se på landsbyliv og nyde både aftenlys og morgenlys i blikstille, spejlklart vand. En meget smuk oplevelse var det.
Indien overrasker altid på den ene eller den anden måde, men denne gang var det blot en detalje, som vi godt kunne leve med: Boblevandet, som andreas havde købt i anledning af vores halvandenårsdag (som man jo fejrer i vores unge alder), var uden bobler og smagte en kende mærkeligt, så vi måtte bare nyde stjernerne – og det var bestemt heller ikke ringe. Med bevidstheden om at vi ydermere bidrog til Indiens kamp for et renere miljø ved at vælge indenbordsmotor-båd kunne vi tilfredse læne os tilbage og smile. For alle ved jo at inderne gør hvad de kan for at lokke lidt ekstra penge ud af et par stenrige danske studerende.


I luften
Med igler snoende sig ind og ud af vores løbesko og sved dryppende fra panden kæmpede vi os igennem den tætte jungle. Guiden, som mest af alt lignede en guerilla-soldat, banede vejen gennem kæmpebambus og andet grønt og stirrede vredt (og skuffet) på os, når vi kom til at larme ved fx at knække en gren eller sige ’fuck’ når vi (Cecil) var ved at falde. Sommetider standsede guiden op, stod helt stille, lyttede... Og vi stod med bankende hjerter og forventede en tiger lige om hjørnet. Sådan blev vi ved i fire timer – og tigeren kom aldrig. Heller ikke elefanten. Eller særligt mange andre dyr, for den sags skyld. Kun et par aber, tre egern (men dog meget store egern) og sindssygt mange igler mødte vi på vores vej. Heller ikke på jeep-safarien eller på bådturen var der dyr, som ville ses. Andreas, som dagligt har snakket om elepanter i et par måneder, var helt slået ud af den da vi kom hjem til vores hytte (som i øvrigt var en hule i et træ – dette legitimerer dette afsnits overskrift og dermed formen, som blogindlægget så snildt er proppet ind i). Heldigvis kunne kærlighed, kildevand og nogle fantastisk smukke, grønne the-plantager rette op på humøret.

Vi smutter videre...

Efter 10 dejlige uger i Pondicherry drager vi nu ud i den store Indien-verden, og vi glæder os meget. Taskerne er pakket (med alt for meget lort) og snart sidder vi på den anden side af Indiens spids og hilser på Det Arabiske Hav. Om netmulighederne og tiden byder det kan man stadig følge vores færden her på siden!