Studiet stiller store krav til de studerende. Kl. 08 skal vi stå udenfor vores hus, så vi kan hoppe ind i bussen, som kører os til studiecentret. Vi skal altså selv stille et vækkeur, gå i bad, pakke skoletasken og tage tøj på. Derefter bliver det dog lettere. Bussen bumler af sted og snor sig frem mellem alle de andre, som hver morgen bruger vejen til at komme et eller andet sted hen. Tamilsk musik brager ud af de gamle højttalere, og vi sidder og kigger ud, morgentrætte og sultne, men dog med et smil på læben ved synet af trafikkens helt egen kaotiske logik, hundreder af skolepiger i ens uniformer og med fine fletninger og hele familier som elegant transporterer sig på een knallert.
Så kommer endnu en udfordring. Bussen stopper 150 meter fra studiecentret, fordi den ikke kan køre over floden, som er mellem fastlandet og det ø-agtige stykke land, som studiecentret ligger på. Vi hopper ud af bussen og går herfra over broen, som er lavet af pinde, stiller vores sandaler og går med bare tæer ind under siv-taget, hvor vi finder hver vores plasticstol. Resten af dagen stiller udelukkende krav til disciplinen. Når klokken ringer første gang er der dejlig morgenmad - når den ringer anden gang er der dejlig frokost. Indimellem har vi forelæsninger under et andet siv-tag. Herfra kan man kigge ud over havet til den ene side og floden til den anden. Kragerne skræpper i palmerne, så det sommetider kan være svært at høre forelæseren. Når man ikke spiser og ikke har forelæsning passer man sig selv. Enten sidder man og læser (på læsesal under siv-tag, i lænestol under mindre siv-tag, på puder i pæle-huset ude i vandet eller i hængekøje), ellers snakker man med de andre, er på stranden eller sidder og kigger ud i luften.
En anden udfordring er at beslutte sig for, hvornår man skal tage bussen hjem: kl. 14, 16 eller 18? Kl. 14 betyder eftermiddag i Pondicherry, for mit vedkommende sammen med Andreas, gåture i byen, hvor vi nysgerrigt kigger, afslapning på værelset, internet, tøjvask, the-drikning i byen mv. Kl. 16 betyder god tid til læsning på studiecentret inden hygge i Pondicherry, Kl. 18 betyder virkelig god tid til læsning og hjemkomst ved mørkets frembrud. Indtil videre har jeg været bedst til at vælge mulighed nr. 1, men måske bliver jeg bedre til 2 og 3 når Andreas får en hverdag med arbejde.
Det faglige indhold i Freds- og konfliktstudier har indtil videre ikke levet helt op til mine forventninger – en stor del af stoffet er antropologisk teori, som jeg allerede har været igennem op til flere gange, og vores underviser i uge 2 og 3 er meget glad for at lave skemaer, som skal udfyldes med de rigtige ord. Jeg glæder mig meget til de næste to uger, hvor den indiske journalist Sudha, som underviste os den første uge, skal lære os om konflikter i Sydøstasien.
Der er fem ugers undervisning tilbage – og så opgaveskrivning. Godt at semestret er kompakt, når det er så kort.
Hvis du vil ha folks opmærksomhed så kræver det sensationer. Ikke små hyggelige historier om søde inder børn, restaurantbesøg, historier om flotte ture i bjerge eller lignende. Næ, for at fange ungdommen kræver det sgu historier om øl, fisse og hornmusik eller som det bliver tilfældet i denne første blog skrevet af Andreas, aktionhistorier om blod, sved og tårer:
