Dét så I ikke i medierne:

Jeg kan ikke forklare hvorfor, men en indisk mand med turban, som begejstret klapper i takt til Jethro Tull hvis forsanger hopper rundt med en tværfløjte på scenen, er et spøjst syn. Og i aftes var der mange af slagsen dér hvor vi befandt os - til koncert med Jethro Tull og Anoushka Shankar (Ravis datter) i Delhi. Bortset fra at den engelske forsanger havde en ambitus på tre toner var det en dejlig koncert med et godt miks af 60er-rock og citar. Anoushka kan anbefales til de, som endnu ikke kender hende!
De sidste dage har vi dalret rundt i Delhi og brugt penge. Inden da nød vi kolde, men dejlige, Darjeeling (hvor man på gode dage kunne se sneklædte Himalaya-bjerge og hvor man ellers kunne nyde en kop the i solen), Varanasi (hvor hinduerne brænder de døde af ved bredden af Ganges) og Agra (hvor vi så smuk arkitektur til den store guldmedalje). Se billeder nedenfor!
I den første uge af december tager vi i ashram (et slags kloster) hvor vi skal dyrke yoga (Andreas har investeret i et sæt tætsiddende undertøj med lange ærmer og ben til formålet- jeg lover, der kommer billeder her på siden senere), meditere, være musestille indtil frokost (en stor udfordring for folk som ikke kan holde deres kæft - fx Cecil), gå ture i den smukke natur og spise vegetarmad. Måske lyder det for nogen lige lovligt frelst - og ja, det er det også. Men vi glæder os til at være et sted hvor andre har bestemt, hvad vi skal lave, hvad vi skal spise og hvornår vi gør hvad, og vi glæder os til natur, ro og sådan. Beatles var i øvrigt også i ashram i selvsamme by, og da vi ynder at følge i de kendtes fodspor (jf fx da vi besøgte synagogen i Mumbai, hvor Madonna var i januar) skal det nok blive en succes.
For os er jul temmelig langt væk. I Indien har de øjensynligt glemt højtiden, ikke så meget som en bette nisse er stillet frem, men til gengæld har Andreas downloadet 200 julesange, som vi kan hygge med. Lige nu hører vi en jordegern-udgave af "Christmas don't be late" og Andreas sidder i underbukser og smiler saligt.
Vores rejse lakker mod enden - og vi kunne sagtens have brugt et par måneder til! Hver dag bliver vi bevidste om nye ting, vi gerne vil opleve, ting vi gerne vil undersøge nærmere. Vi nyder de sidste uger i fulde drag.

Darjeeling, Varanasi og Agra

... Andamanerne var slet ikke så ringe!

Vi nød hver eneste dråbe turkist havvand.
Og nu er vi i Calcutta, hvor vi overvejer hvad vi skal gøre med den sidste måned i Indien. Der er så meget, vi gerne vil - og det er svært at prioritere. Men det vigtigste er at vi har det rigtig dejligt og nyder alting.

Til lands, til vands og i luften - billeder kommer en anden dag

Til lands
I Kovalam skrev Cecil opgave med Ane som sparringspartner i naboværelset.

(Her skal stå noget Andreas forfatter på et tidspunkt. Noget om at han hyggede sig med fodbold med landsbydrengene og var i zoo)

For Cecil var højdepunktet (udover de akademiske højdepunkter!!) et menukort, som bl.a. bød på ’Bloody Merry’, ’Night Cap’ og ikke mindst ’Green Peace Curry’!


Til vands
”Det er med indenbordsmotor, så den forurener ikke”, sagde manden som solgte os et døgn på husbåd i Indiens lille sydvest-stat, Kerala. ”Fint”, tænkte vi, for alle ved jo at sådanne motorer er yderst miljøvenlige, og hvem vil ikke gerne ’gøre det grønt’?!
Næste morgen gik vi ombord på det sivskib som det næste døgn skulle være vores hjem. Flodsystemer med åkander og palmer åbenbarede sig for os, og vi blot sad og nød og spiste den mad som blev serveret for os. Hele to gange flottede vi os og gav en flodlandsbymand nogle rupees for at sejle os rundt i en kano i de små kanaler, så vi kunne se på landsbyliv og nyde både aftenlys og morgenlys i blikstille, spejlklart vand. En meget smuk oplevelse var det.
Indien overrasker altid på den ene eller den anden måde, men denne gang var det blot en detalje, som vi godt kunne leve med: Boblevandet, som andreas havde købt i anledning af vores halvandenårsdag (som man jo fejrer i vores unge alder), var uden bobler og smagte en kende mærkeligt, så vi måtte bare nyde stjernerne – og det var bestemt heller ikke ringe. Med bevidstheden om at vi ydermere bidrog til Indiens kamp for et renere miljø ved at vælge indenbordsmotor-båd kunne vi tilfredse læne os tilbage og smile. For alle ved jo at inderne gør hvad de kan for at lokke lidt ekstra penge ud af et par stenrige danske studerende.


I luften
Med igler snoende sig ind og ud af vores løbesko og sved dryppende fra panden kæmpede vi os igennem den tætte jungle. Guiden, som mest af alt lignede en guerilla-soldat, banede vejen gennem kæmpebambus og andet grønt og stirrede vredt (og skuffet) på os, når vi kom til at larme ved fx at knække en gren eller sige ’fuck’ når vi (Cecil) var ved at falde. Sommetider standsede guiden op, stod helt stille, lyttede... Og vi stod med bankende hjerter og forventede en tiger lige om hjørnet. Sådan blev vi ved i fire timer – og tigeren kom aldrig. Heller ikke elefanten. Eller særligt mange andre dyr, for den sags skyld. Kun et par aber, tre egern (men dog meget store egern) og sindssygt mange igler mødte vi på vores vej. Heller ikke på jeep-safarien eller på bådturen var der dyr, som ville ses. Andreas, som dagligt har snakket om elepanter i et par måneder, var helt slået ud af den da vi kom hjem til vores hytte (som i øvrigt var en hule i et træ – dette legitimerer dette afsnits overskrift og dermed formen, som blogindlægget så snildt er proppet ind i). Heldigvis kunne kærlighed, kildevand og nogle fantastisk smukke, grønne the-plantager rette op på humøret.

Vi smutter videre...

Efter 10 dejlige uger i Pondicherry drager vi nu ud i den store Indien-verden, og vi glæder os meget. Taskerne er pakket (med alt for meget lort) og snart sidder vi på den anden side af Indiens spids og hilser på Det Arabiske Hav. Om netmulighederne og tiden byder det kan man stadig følge vores færden her på siden!