Sved (eller historien om Ooty: en smuk by i bjergene): gennemblødt af sved og den silende regn, kæmper vi os viderer op af bjerget. Underlaget er glat og usikkert. Imellem træerne vælter tågen frem og jeg frygter hvert eneste øjeblik, at grådværgene skal komme buldrende frem og tilintetgøre bjerggeden Cecil eller vores indiske guide. Under os ligger der terrasse- dyrkede grønne marker, faldefærdige huse og ind imellem store smukke palæer, der minder os om, at Englændere har brugt denne destination som sommerferieparadis.
Regnen og det kolde klima (kombineret med tennisspil, slaver og engelsk tobak) har kunne dulme disse englænderes hjemve. Oppe i 2500 meters højde, får vi vores fortjenstmedalje. En kop te og en dejlig udsigt, selvom sveden der pibler ned i øjnene ødelægger vores synskompetencer.
Vores hjemve bliver også dulmet, da vi om aftenen får lov til at sidde foran en pejs på et 150 år gammelt hotel og nyde dejlig (næsten europæisk mad) og nyde lyden af live-musik på et forstemt klaver.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar