Til yderlighederne i Bombay

Denne weekend var vi på 4 dages ferie i Bombay sammen med Mille, som Cecil læser med i DK såvel som i Indien. Vi nåede utroligt meget: bl.a. museer, historiske bygninger, templer, en moske, en kirke, en synagoge (hvor Madonna i øvrigt var i januar!!), basaren, parker, isdesserter, butikker, restauranter og Elphanta Island (World Heritage templer). Det var rigtig hyggeligt og dejligt at komme på tur – og så fik vi lige præcis dét ud af den, som vi havde forventet: en oplevelse af Indiens uhyrlige kontraster.




Torsdag eftermiddag gik vi tur i een af Bombays finere bydele, Colaba. Vi var i butikker med ekstravagante sarier til flere tusinde kroner og listede rundt i Louis Vuitton og Fendi og Burburry-butikker og forsøgte at ligne nogle, som måske godt kunne finde på at købe noget (vores egen fornemmelse var at dette ikke lykkedes).

Fredag aften spiste vi på Indigo – een af Bombays bedste restauranter. Vi fik drinks, tre retter, rødvin og det hele – og gav tilsammen 700 kr. Til dato det højeste beløb, vi har brugt i Indien! Bagefter drak vi the på Taj Mahal Palace, som er et overdådigt hotel beliggende overfor Gateway to India – englændernes gamle monument. Theen kostede mere end 100 gange så meget som vi plejer at betale den rare mand på gadehjørnet, som laver kaffe og the til os herhjemme i Pondicherry.
Vi tilbragte tiden i al denne luksus med en vis ambivalens. Vi vidste jo godt, at der 20 meter henne ad gaden lå hjemløse børnefamilier, som endnu en aften skulle falde i søvn på fortovet. Det er ubeskriveligt svært at forholde sig til og eksistere i disse kontraster.

Søndag morgen tog vi med Reality Tours ud i Dharavi, som er Asiens største slum. 55% af Bombays indbyggere, dvs. op mod 10 mio. mennesker, bor i slummen, og vi tænkte derfor at det nok kunne være interessant at opleve en modsætning til byens pariser-agtige kvarterer. Vi så Bombays Red Light Area, hvor 8000 ud af byens 60.000 prostituerede holder til. Vi så et kæmpemæssigt tøjvaske-sted, hvor flere tusinde mennesker arbejder og pr håndkraft vasker tøj fra morgen til aften. Og så var vi inde i slummen.
Her er genbrugsvirksomhed, hvor plastic og metaldåser bliver smeltet om, så alting ikke havner i gaderne, på markerne, i havet (selvom det sagtens kunne opleves som om alle ting bliver smidt her). Fin idé, tænker man, men når man står midt i plasticdampene i eet af de små huse, hvor fabrikationen foregår, kan man godt blive i tvivl om, hvorvidt det skal foretrækkes at så meget som muligt genbruges...
Vi gik videre ind i slummen. Det føles som at være i en underjordisk verden, hvor livet leves i mørke, lugt og fugtig hede. Gaderne var under en meter brede, halvdelen af dem var åben kloak, overalt lå skrald, el-ledningerne hang lige over hovedet på os, dagslyset nåede ikke jorden men kunne fornemmes langt over os.
Det var en kæmpe lettelse at komme ud i lys og luft, men glæden var kort: vi befandt os på en stor plads fyldt med skrald. Små børn legede her og brugte pladsen som toilet. Lugten fra skrald og de voksnes offentlige toilet (som bruges af 1500 mennesker dagligt) var overvældende.
Der var også mere rare og lyse områder i slummen og nogle steder virkede livet helt tilforladeligt. Vores guide mente dog, at størstedelen af indbyggerne ville flytte væk, hvis de fik muligheden.

Da vi kom tilbage gik vi på Mc Donalds.