I hate you... No... Oooh I love you!

Indien gør mig så ked af det. Jeg får ondt i hjertet når jeg sidder og spiser nudler og får øje på den forhutlede, hjemløse mand udenfor, som står og spiser det, han finder i skraldebunken på gaden. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg vil gerne gøre noget. Bestille noget mad til ham. Men jeg tør ikke, fordi jeg ikke ved, om restaurant-ejeren bliver sur, eller om den hjemløse reagerer på en måde, som jeg ikke kan håndtere. Jeg bliver så frygtelig ked af det, når jeg bliver konfronteret med min egen frygt som resulterer i, at jeg blot spiser mine nudler med dårlig smag i munden, går ud på gaden, forbi den hjemløse som stadig tygger på andres rester, og flygter ind i en ufarlig verden på vores værelse, hvor der er aircondition og internet.
Jeg bliver ked af det og voldsomt irriteret, når jeg ser en stor flok mænd på gaden, som søndag eftermiddag af een eller anden grund bliver vrede på hinanden og starter en slåskamp. Jeg står og tænker, at jeg ikke kan lide Indien. At der er alt for mange konflikter, som ødelægger alt for mange menneskers liv, og som er svære at se en ende på, fordi der er så mange komplekse strukturer i det indiske samfund, som holder live i konflikterne. Det gør mig frustreret, at en stor del af landets befolkning støtter det hindu-nationalistiske parti BJP og at de ikke kan forstå, at netop hindu-nationalisme skaber frustration blandt muslimerne, som føler sig udstødt af deres eget land. Og at dette kun fører til flere konflikter.
Jeg bliver trist, når Mama og Papa Rani, som ejer det hus, vi bor i, står lige udenfor vores dør og råber ad tjenestefolkene, som, i mine øjne, gør et rigtig godt stykke arbejde. Jeg vil så gerne give de søde vagtmænd og rengøringsdamen gaver når vi flytter herfra, men jeg ved ikke om jeg tør. Måske beskylder Mama Rani dem for at have stjålet, og det ville jeg have så svært ved at bære.
Jeg bliver helt tom indeni når jeg om aftenen cykler langs kanalen og ser de hundredvis af mennesker, som lever dér, i skidt og møg, med deres små børn og deres få ejendele. Jeg har så svært ved at forstå, at de er helt almindelige mennesker, for jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan det er at leve et sådant liv. Jeg forstår ikke, at man kan skabe en form for mening i sit liv (det er jo sommetider svært nok for os andre at se en forkromet mening med galskaben!), når vilkårene er som så. Jeg ville ønske, jeg forstod.

Men Indien gør mig også noget så glad. Jeg smiler over hele femøren når jeg laver ægte antropologisk deltagerobservation i den kaotiske trafik på min lilla damecykel. Det er et spørgsmål om lige dele afslapning og fokus. Man må under ingen omstændigheder blive nervøs og tvivlende, for de andre trafikanter regner ikke med at du stopper op eller holder tilbage – de giver plads, hvis man kører ud i krydset. Til gengæld skal man ikke regne med, at de andre giver tegn, når de vil dreje. Jeg er så småt ved at forstå logikken, og jeg synes det er ret sjovt. Ikke mindst er det dejligt at kunne bruge byen på en anden måde, fordi man kommer hurtigt rundt på egen hånd.
Jeg bliver også glad, når jeg kommer ind i en butik og ender med at sidde der i tre kvarter, fordi butiksindehaveren er snakkesalig. I sidste uge var vi et smut i Mamallapuram, hvor vi mødte flere unge mænd fra Kashmir, som har tøjbutikker i byen, og som hjertens gerne ville dele deres syn på verden med os. Og ville vi lige have en kop chai?
Jeg bliver så varm indeni når vores yogalærer Vibha fortæller om alt det, yoga er godt for, og om hvordan hun midt i sit livs største krise bliver glad af at dyrke yoga. Hun vil så gerne lære os en helt masse...og hun synger for os på sanskrit i slutningen af timen – så blødt og moderligt!
Jeg bliver smilende og glad når de fem ansatte i brillebutikken hjælper mig med at finde et par briller, som passer mig. Når de insisterer på, at jeg skal have noget ’fancy’ og slet ikke bliver frustrerede over at jeg prøver 230 par. Det er sikkert fordi de ved, at jeg har penge til at købe briller for, men jeg bilder mig ind, at de også bare synes det er hyggeligt.
Jeg bliver glad, når Andreas og jeg mødes om eftermiddagen og får kaffe og chai hos den lokale kaffe/the-sælger på gadehjørnet, som kan huske, hvad vi skal have.
Jeg bliver glad når regner pludselig vælter ned. Både når jeg sidder indenfor og lytter til vandet, som vælter ned udenfor, og endelig har en grund til at tage en langærmet bluse på, og når Andreas og jeg går ned ad den mørke gade med paraplyer og våde tæer som de eneste idioter, som gider vove sig udenfor i et sådant vejr!
Jeg bliver i ret godt humør af at tænke på, hvor meget inderne fejrer. Vi har været her i to en halv måned og har oplevet adskillige festivaler allerede. Der er altid en anledning til at iklæde sig sin fineste sari (eller måske endda købe en ny?), putte blomster i håret, lege med fyrværkeri, spise, shoppe, mødes, feste. Lige nu er indbyggerne i Pondicherry (og resten af Indien, tænker jeg) i gang med forberedelserne til Diwali, lysfesten, som jeg ikke ved så meget om, men som jeg fornemmer minder lidt om jul. Mama og Papa Rani har bagt (eller – ansat mænd til at bage) flere tusinde kager, som de deler ud til venner og bekendte. Huset bugner af kage-bjerge! I byen er der fyldt med mennesker, som kigger på og køber ting, og overalt dufter der af en blanding af lort og lagkage. Jeg er fascineret over, at man kan holde gang i så mange fester, men måske er fejringerne netop med til at skabe mening i det, som sommetider kan virke noget så håbløst.