Fem dage, titusindvis af indtryk... Vi forsøger at rumme dem alle og vil nu prøve at formidle nogle af dem videre pr blog.
Vi har det rigtig godt. Indtil videre har Indien udelukkende vist sig fra sin gode side, og vi er på ingen måde blevet skræmt væk; tværtimod. Vi har fået indrettet os et lillebitte hjem på vores værelse i stueetagen i Raj Maison, som ligger i det franske kvarter af Pondicherry – to minutters gang fra strandpromenaden. Vi har udstillet alle vores medikamenter, Andreas’ fire par solbriller og en god stak bøger af både skønlitterær og faglig karakter i vores vitrineskab, Alt for Damerne har fundet sin plads på toilettet, og håndklæderne hænger til tørre på sengens hovedgærde. De er altid våde, for i kraft af den sydøstindiske hede er vi nødt til at gå i koldt bad 2-3 gange om dagen for ikke at føle os alt for klistrede.
Indtil nu har vi brugt dagene på at akklimatisere, tusse rundt i byen og udfordre sanserne og snakke med de andre studerende, som fortrinsvist er nordmænd, og som er ankommet i løbet af weekenden. Vi øver os i interkulturel kommunikation!
Indtil videre er Pondicherry charmerende og farverig. Den har fine, franske gader med pæne facader, et muslimsk kvarter som er mere spraglet, et marked, masser af butikker, som sælger alt, hvad hjertet kan begære, stille gader med flotte gamle træer og kaotiske gader fyldt op med biler, busser, cykler, motorcykler og rickshaws. Når man sidder i en rickshaw er det meget svært at forstå, at det trafikale system virker så forbløffende fint (det er som om trafikken hele tiden flyder – alle dytter og vil frem, men alligevel er der plads til alle, store som små) – man kan ikke gøre andet end at nyde det, smile lidt til sig selv og hinanden og begejstres. Selvom man fra tid til anden får et lille sug i maven, når en familie på knallert overhaler en stor lastbil.

Byens lange strandpromenade er både kl. 06 om morgenen og 24 om natten fyldt med mennesker som går tur, sidder, snakker, spiser is, taler i telefon, dyrker sport eller kigger ud over havet. Bølgerne er kæmpestore, og det brager, når de knækker. Vi har begge været på morgenløbetur langs vandet, og det er skønt at få rørt sig – men allerede kl. 06.30 er det så varmt, at løbeskoene føles som små ovne.

I dag har Cecil haft sin første skoledag på studiecentret i dejlige omgivelser (hængekøjer, palmer, strand, hav mv.). Andreas var med, fordi første uge er introduktion til Indien og Sydøstasien, og det kan ikke skade nogen at blive lidt klogere på dén sag. Cecil glæder sig til at komme i gang med studiet, og syntes det var hyggeligt at have Andreas med i skole.

Første aften i Raj Maison blev vi inviteret ind til familien, som ejer huset, for at drikke the og smage noget kylling. Sønnen er læge og arbejder i Manchester men var tilfældigvis hjemme for at behandle faderens hjerteproblemer. Han kender den mand i Pondicherry, som kender alle i hospitalsvæsenet, og som derfor kan finde et sted, hvor Andreas kan arbejde.

Tingene flasker sig, og vi nyder det hele.